Carl Mogensen. ... Artikel i BT, torsdag den 2. april 2015
Side 30-31. Avisudgaven Side 32-33. Avisudgaven Digitaludgaven | ... Dines Bogø ... | Generelt: Carl Mogensen |
De fleste forbinder sikkert besættelsestiden med sabotager, aktionen mod jøderne, folkestrejker og RAF-angreb. Men kort tid før befrielsen udførte "Gruppe 1944" en aktion, der efterfølgende fik konsekvenser for mange.
Aktionen den 17. april 1945
11 mand fra modstandsorganisationen "1944" gik tirsdag morgen den 17. april 1945 ind i "Die Deutsche Handelskammer in Dänemark, Nørre Voldgade 11, Kbh. K".
Man ønskede at fjerne breve, dokumenter, kontrakter fra kontoret, da man havde en formodning om, at alle papirer ville blive brændt ved den snarlig forventede kapitulation.
Gruppen, med lederen "Knud" Ib Mogens Bech Christensen, opholdt sig 3 timer i lokalerne, hvor de systematisk indsamlede over ½ million dokumenter, der blev kørt væk på lastvogne.
Der blev taget flere fotos under aktionen, men som noget særlig, blev aktionen også filmet.
En af Gruppe 1944's vellykkede aktioner Efter aktion på Nørre Vold den 17. april 1945 blev mere end ½ million papirer kørt i sikkerhed. Personalet på Det tyske Handelskammer blev holdt op, forhindret i at tilkalde hjælp og tvunget til at fremfinde papirer. (Frihedsmuseet).
Dokumenter fra Handelskammeret
Materialet blev sendt til Sverige, hvor der foregik en vis katalogisering. Efter befrielsen kom det meste af materialet til Danmark.
I forbindelse med retsopgøret blev der fremlagt mange dokumenter fra Det tyske Handelskammer og Danmarks Nationalbank.
Mange danske firmaer, der hævdede, at de blev tvunget til samarbejde med Værnemagten, var ikke så glade, når man kunne se, at det danske firma havde været særdeles aktiv for at få kontrakter allerede i sommeren 1940.
Grosserer Carl Mogensen
En af de danske, der var særdeles ærgerlig over, at materialet fra Handelskammeret var bevaret var grosserer Carl Louis Mogensen (født i Randers 1895).
Siden 1926 havde han drevet importvirksomhed i København. Mange varer fik han fra England, Frankrig og Holland, så hans muligheder for at drive handel blev stærkt begrænset i 1939-1940.
Ca. 1924. Løjtnant i Den franske Fremmedlegion Carl Louis Mogensen (1895). Carl Mogensen overtager i 1926 importfirmaet Christian Rosenstand i Niels Brocks Gade 3-5, Kbh.V. tæt ved Politigården. Firmanavnet blev ændret til Christian Rosenstand Eftf. og Carl Mogensen fortsatte med importen fra hollandske, engelske og tyske firmaer. Under besættelsen lå firmaet Commercial Wine på adressen. I baglokalerne hos indehaveren Svend Jensen "Solbærret" kom personer med tilknytning til både modstandskredse og Det tyske Sikkerhedspoliti. (Privatarkiv).
I 1920 havde han meldt sig til Den Franske Fremmedlegion. Han var vellidt og blev dekoreret, bl.a. fordi han havde en reddet en hårdt såret officer i sikkerhed under et angreb.
Han fik i 1925 tilbudt, at fortsætte i Fremmedlegionen, men valgte at tage til København. Medens han var i tjeneste i Nordafrika korresponderede han med frk. Ebba Pavlsen, der var korrespondent i telefonselskabet K.T.A.S. Hun samlede på afrikanske frimærker og det kunne Carl Mogensen hjælpe hende med.
Hun havde en mindre formue og hun stillede ham i udsigt, at hun ville hjælpe ham i gang med et firma.
Hans første kontor var i Niels Brocks Gade 3, tæt ved Politigården. Lokaler, der senere under besættelsen blev kendt som firmaet Commercial Wine. Ejeren Svend Jensen med dæknavnet "Solbærret", serverede her både for Værnemagten, Gestapo og modstandsfolk. I filmen "Flammen og Citronen" ser man flere gange optagelser fra stedet.
Carl Mogensens varesortiment bestod fra starten af Worcestersauce, sardiner, tunfisk, franske trøfler, kontorartikler, pencils og diverse papirvarer.
En af Carl Mogensen gode venner var polarforskeren Peter Freuchen. De stiftede i begyndelsen af trediverne "Dansk Professionelt Bokse-forbund". Freuchen blev formand, fordi han var et kendt navn.
Carl Mogensen udbyggede sit firma. Han sørgede for at have et godt forhold til pressen og en stor kontaktflade inden for sportens verden.
I 1935 lejede han en større lejlighed på hjørnet af Kronprinsensgade og Pilestræde over for Berlingske Tidende. Her var der en mindre privatlejlighed samt kontor og lager.
Han sørgede for ved import, at han kunne opbevare varerne hos flere af de større kunder.
Eventyrernes Klub
I 1937-38 korresponderede han med Adventurer's Club i USA. Han fik tilladelse til, at etablere en dansk afdeling, der holdt stiftende generalforsamling i december 1938. Igen var det vennen Peter Freuchen, der officielt havde stiftet en forening.
Eventyrernes Klub holdt deres møder på Aaboulevarden i restaurant Oskar Davidsen. I lokalerne kom flere modstandsfolk og i sommeren 1943 blev forgængeren for "Frihedsrådet" stiftet hos Oskar Davidsen.
Mogensen blev advaret mod, at pleje for meget omgang med danske tyskvenlige eller tyskerne, men til det svarede han, at man skal omgås fjenden for at få informationer.
Han brugte lidt af samme argumentation i forbindelse med handler. "Når jeg køber varer af tyskerne, så får de ikke selv glæde af de varer i Tyskland!".
Polarforskeren Peter Freuchen var en personlig mangeårig ven af Carl Mogensen. De var begge med til at stifte flere foreninger bl.a. "Dansk Professionelt Bokse-forbund" og "Eventyrernes Klub". (Privatarkiv).
Carl Mogensen besøgte Vejlø, Nakskov Fjord i mellemkrigsårene. Peter Freuchen, der ejede naboøen Enehøje, advarede på et tidspunkt Mogensen om, at de familier han besøgte, var lidt for protyske. Det er Ebba Pavlsen med fjerhatten ved siden af Carl Mogensen.(Privatarkiv).
Stifterne af Eventyrernes Klub i Danmark. Universitetscafeen den 13. december 1938. Fra venstre: dr. Aage Krarup Nielsen, ingeniør Ib M. Nyeboe, fru Magdalene Freuchen, kaptajn A. P. Botved, Antoine Moller, direktør Chr. Ditlev Reventlow, fru Estrid Bannister (senere Estrid Good), Janus Sørensen, Peter Freuchen og Carl Mogensen. (The Adventurers' Club of Denmark).
Kontakter
Carl Mogensens sekretær var klar over, at det ikke udelukkende var forretningsforbindelser, der holdt møde på kontoret med Carl Mogensen.
I 1944-45 var han aktiv i modstandsorganisationen "Lysglimt", hvor han var gruppeleder og i praksis næstkommanderende. Flere aktioner og transporter over Øresund blev planlagt i Kronprinsensgade 13, 2. sal.
Kriminalrat Karl-Hans Hermannsen (1891-1952) fik ret hurtig i april 1940 gode kontakter blandt ledende socialdemokrater i Danmark. Han var ikke den udfarende tyske politimand og ofte fungerede han uformelt som mellemmand ved forhandlinger. Senere, da han blev souschef i Gestapo, medvirkede han mange gange, når anholdte blev løsladt "på grund af manglede bevis" eller han sørgede for, at de ikke kom i tyske Kz-lejre. Kaldet "Onkel Hans", men også internt af de danske medarbejdere for "Sumpgermaneren", fordi han kom fra marskområdet ved grænsen. Mogensen kontaktede ham og Hermansen henviste ham til "Major Busse" i Abwehr.
"Major Busse" fra Abwehr hed Bruno Christoph Ingwer Boysen (1896-1952). Han blev Mogensens tyske kontaktmand. Under afhøring efter krigen fortalte han, at han fik oplysninger fra Mogensens rejser til Sverige i 1942-44, men at de oplysninger ikke rigtig kunne bruges til noget. Enten var de forældede eller noget man kendte i forvejen. Mogensen ville ikke modtage penge, men gerne handle med varer. (Privatarkiv).
Allerede i 1940 havde Kriegsmarinen beslaglagt Hotel Phoenix i Bredgade. Det var her fra man bl.a. koordinerede bevogtningen af de danske kyster. Det ville være uheldigt, hvis vigtige transporter over Øresund blev opdaget. Kan man forestille sig, at Mogensens transportorganisation Lysglimt kunne lave særaftaler med tyskerne? (Frihedsmuseet).
Sideløbende havde han kontakt til flere tyske embedsmænd. Der blev aftalt handler og tyskerne opfattede det som, at de som modydelse også skulle have oplysninger.
En af de bedste kontakter var ansat på Christiansborg. Det var vagtmester Christian Svenningsen, der fik informationer fra den ikke fungerende regering og fra embedsmændene. Svenningsen kunne samtidig fortælle personalet på "Borgen", hvad der skete ude i samfundet, da han havde kontakt med mange pressefolk. En del oplysninger fra "Borgen" blev via Carl Mogensen sendt til London.
Snapsetinget blev også brugt som kontaktsted. Restauratør Alfred Brydesen formidlede beskeder også via Grand Café på Kgs. Nytorv, som han ejede.
På Grand Café arbejdede Tove. Hun var gift med en vagtleder hos Falcks Redningskorps og der fik Carl Mogensen også kontakter.
Tove blev skilt og hun fortsatte med at være Carl Mogensens foretrukne veninde. Frk. Ebbe Pavlsen var stadig hans platoniske veninde og så var der de andre kortere bekendtskaber.
Gik det galt, som det hed dengang, havde grossereren en fast aftale med en læge i Vester Voldgade, hvor pigerne bare skulle hilse fra Carl Mogensen. Arrangementet blev kendt og Mogensen betalte for flere konsultationer, der ikke var hans fortjeneste.
Carl Mogensen havde mange veninder, men Tove var fra 1942 hans foretrukne. Han mødte hende, da hun var servitrice i Grand Café på Kgs. Nytorv. En af modstandsbevægelsens mange kontaktsteder. (Privatarkiv).
En af Carl Mogensens større kunder var Oskar Davidsen på Aaboulevarden. En af Mogensens søstre og en af hans yngre veninder arbejdede hos Davidsen. Den kendte restaurant, hvor Eventyrernes Klub holdt deres formelle møder, var samtidig også kontaktsted for flere modstandsorganisationer. (Erik Johansen).
Transporter over Øresund
Umiddelbart ville man mene, at transporter over Øresund kun var den ene vej, nemlig fra kysten Sjælland/Amager til Sverige.
Men der var jo ingen fornuft i at sejle med tom last tilbage. Der var i Danmark behov for rationerede varer eller varer man officielt ikke kunne få f.eks. klædestof, chokolade og tobak. Transport af guld foregik begge veje.
Der kunne også være behov for at transportere personer til Danmark. F.eks. danske politikere, officerer og modstandsfolk, der havde været i Sverige til forhandlinger. Kun i begrænset omfang kunne man dengang rejse legalt mellem de to lande.
Carl Mogensen kunne godt lide, at komme væk fra det indre København. Han havde købt en del grunde, men fik aldrig bygget noget. Han kom ofte hos Ebba Pavlsen, der havde sommerhus i Bagsværd. Men når han var optaget af transporter mellem Amager og Sverige boede han hos Tove i hendes forældres hus i Sundby. (Privatarkiv).
En af Mogensens kontakter var "Skipper" Kjeld Evers Nielsen, der var en del af den oprindelige modstandsorganisation "Holger Danske". 5. november 1944 var navigatør Evers Nielsen med, da DSB-færgen M/F Storebælt blev bortført til Helsingborg for næsen af tyskerne. Aktionen var planlagt på Mogensens kontor. (Privatarkiv).
Christian Svenningsen (1896-1979), der var vagtleder på Christiansborg, havde kendt Carl Mogensen siden slutningen af tyverne. Svenningsen var meget aktiv i foreningen "De Allieredes Danske Våbenfæller". Han havde stiftet "Mors dag" i Danmark i 1929. På Svenningsens kontor på Christiansborg ved Kongeporten blev der udvekslet mange oplysninger. Oplysningerne kom fra embedsmænd og nogle af de 225 rigsdagsmænd. Svenningsen kom meget på Grønttorvet og i Kødbyen. Her var der rige muligheder for at få nyheder, og på hans kontor kom journalister gerne for at "bytte" oplysninger. Svenningsen, der boede privat ved siden af politistation 4 "Under Elmene" på Amager, fik også oplysninger fra politiet via overbetjent Wendsborg. Kunne Chr. Svenningsen ikke forlade Christiansborg for at aflevere nyheder, lagde han informationerne til afhentning i Snapstinget hos restauratør Alfred Brydesen. Carl Mogensen var fast aftager af oplysninger og via sine kontakter, bl.a. Ingeborg i organisation Syklubben i Helsingør, kom informationerne til Stockholm og derfra videre til London. Ofte kunne man i BBC's danske udsendelser høre "sidste nyt fra Christiansborg" uden at kilden selvfølgelig blev nævnt. Oplysninger blev også videregivet til flere redaktører af illegale blade og aviser i Stockholm. (Privatarkiv).
Skulle man f.eks. have en større mængde klædestof kunne man bestille i Sverige og lade modtager være en mindre skræddermester på Nørre Vold. Skræddermesterens lager blev eksempelvis anvendt som fjernlager for et nærliggende stort herreekviperingsfirma. Den type leverancer havde den fordel, at Skat og Told ikke blev involveret. Man skulle heller ikke dele det importerede stof med konkurrenter.
Carl Mogensen var med til at sørge for at ledig kapacitet blev udnyttet bedst muligt. Flere tyske organisationer kunne også "bestille plads" på transporterne enten til varer eller personer.
Jamen kunne sådan noget lade sig gøre? Hvis man sikrede sig via Kriegsmarinen i Bredgade, at bådene ikke blev opbragt, gik det næsten altid godt. På landsiden sørgede betroede udvalgte danske gestapofolk for, at der ikke foregik indblanding af tysk kystpoliti. Ofte var der både danske og tyske kontrollanter på ruterne for at sikre, at de interne aftaler blev overholdt.
Det gik kun galt, hvis udeforstående ved et tilfælde stødte ind i en transport. Fiskerne og transportfolkene kendte som regel ikke noget til, at der var særlige aftaler om netop deres transport.
Omkring befrielsen
I januar og april 1945 var man ikke helt klar over, hvor Carl Mogensen befandt sig. Det forlød, at tyskerne havde taget ham. I januar blev han løsladt meget hurtigt og det bevirkede, at flere af hans kontakter blev forsigtige.
Han var blevet løsladt, fordi flere indflydelsesrige venner havde trukket i nogle snore. I april var han i Vestre Fængsel fortæller en gl. soldaterkammerat fra Fremmedlegionen.
Ved nytår 1944-45 havde grossereren forberedt at sende mange hilsner til sine kontakter og han havde fået tegnet en særlig nytårshilsen. Det var nær gået galt. Hans sekretær kom ikke på arbejde på grund af barns sygdom. Det havde han svært ved at tilgive hende. (Privatarkiv).
Kort tid efter befrielsen fik Carl Mogensen fremstillet en serie portrætter hos et atelier i København. (Privatarkiv).
Umiddelbart efter befrielsen stillede medlemmerne af Lysglimt på mødestedet: Maglegårdsskolen i Gentofte. Skolen, der også blev benyttet som kvarter for andre modstandsorganisationer, var valgt, fordi det var en de få kommuneskoler, der ikke var beslaglagt af Værnemagten til indkvartering af flygtninge. Lederen kriminalassistent Kaj Hansen "Store Karl" i civil og skråt bag ved med gevær over venstre skulder står Carl Mogensen "Lille Karl". Ingen af medlemmerne var klar over, at deres transportruter stort set sejlede risikofrit.(Privatarkiv).
Hans 50 års dag den 24. april 1945 kunne man ikke fejre. Det gjorde man så ekstra godt ved et stort arrangement hos Peter Liep i Dyrehaven i juni 1945.
Blandt gæsterne så man repræsentanter fra pressen, erhvervslivet, sporten, politiet Eventyrernes Klub, De Allieredes Danske Våbenfæller, Royal Navy og SOE.
Kompagnichefen fra Lysglimt, kriminalassistent Kaj Hansen og mandskabet hyldede Carl og udnævnte ham til æresmedlem efter at en særlig hyldestsang var afsunget.
Flere dagblade skrev i juni 1945 om den kendte modstandsmand Carl Mogensen, der var blevet hyldet af sine kammerater. (Privatarkiv).
Den lyse fremtid er ikke så lys
Carl Mogensen var en af de få, der havde fået et tip om pengeombytningen den 23. juli 1945, men pga en mindre misforståelse lykkedes det ham ikke at skjule en større sum penge.
Han tænkte ikke over, at der på visse konti blev tilskrevet renter halvårligt. Hvis der stod mere end 500 kr. på en konto skulle dette indberettes ved pengeombytningen.
En del borgere anede ikke, at de havde en sparkassekonto med så mange penge. (Nutidsværdi ca. 10.000 kr.). Mogensens sekretær, der efter ordre havde oprettet de mange konti, havde brugt navne på medlemmer i en lokal boldklub i Vanløse.
Indestående på hans egne bankkonti blev indefrosset, fordi man havde fundet hans firmanavn på dokumenter, hvoraf det fremgik, at han havde handlet med Værnemagten.
Tyske internerede på Alsgade Skole bl.a. "Major Busse" begyndte under afhøringer, at fortælle om et samarbejde med grosserer Mogensen. I første omgang lykkedes det via en politiadvokat, en god ven i Eventyrernes Klub, at få sagen droppet. Carl Mogensen modtog det glade telegram om at hans sag var henlagt, medens han var på rekreation på Klithotellet i Dronningmølle.
Skibsreder Knud Lauritzens ejendom, der var stillet til rådighed for tidligere modstandsfolk, hed i daglig tale aldrig andet end "Sprithotellet".
Politiadvokat Aage Lotinga undersøgte spionanklagerne mod Carl Mogensen i efteråret 1945. Han fandt frem til, at de var grundløse. Han fik via en fælles bekendt sendt telegram til Mogensen på "rekreationshotellet".
Modstandsfolkene på "Klithotellet" sendte hilsen til Kong Chr. X, der kvitterede og takkede for deres indsats. Bl.a. Hugo Horwitz, BOPA og Niels Frommelt, SE var sammen med Carl Mogensen. Bestyrerinden, som de kaldte "Dragen", havde sit besvær med sit personale, da modstandsfolkene mente, at damerne også skulle have tid til andet end at lave mad.
Importforbud og andre problemer
Carl Mogensen tog til England for at få genetableret sine gamle kontakter. Han havde aftalt med sin sekretær, at hun skulle sende et kodetelegram med teksten. "Sennepsmel er udsolgt", hvis han evt. igen kom i politiets søgelys.
Sekretæren skulle tage til Casablanca, hvor han ville støde til. Nyt firma skulle etableres og fra sin tid i Fremmedlegionen var han rimelig bekendt med forholdene i Nordafrika.
Han modtog ikke kodetelegram og han fik aftaler i stand i London, så han vendte glad tilbage. Kun dog for at konstatere, at de danske myndigheder ikke ville give ham importtilladelse til "luksusvarer".
I lejligheden havde han mange våben og sekretæren havde i sin skuffe en pistol, som hun havde lært at betjene. Hun formodede, at Carl Mogensen selv ville bruge den, men var egentlig ikke klar over under hvilke omstændigheder.
Carl Mogensen mest faste veninde Tove fortalte ham i foråret 1946, at han skulle være far. Han henviste til lægen i Vester Voldgade, men Tove ville have barnet denne gang.
Samtidig fik han et tip fra sin gl. kompagnichef kriminalassistent Kaj Hansen i Nordre Birk (Gentofte kriminalpoliti) om, at der måske igen var ved at dukke noget ubehageligt op hos Kbh. Politi fra afhøringer på Alsgade skole.
Nerverne var så tyndslidte, at to læger havde ordineret noget beroligende til ham, da de mente, at han led af "Depressio mentis" (middelsvær depression).
10. april 1946
Sent om aftenen opsøgte Kaj Hansen sin gamle ven og kampfælle. Han fortalte Carl Mogensen, at der i nogle rapporter stod, at han har givet oplysninger til tyskerne. Det er som sådan uden betydning, da det var forældede og ubrugelige oplysninger han havde overladt tyskerne. Carl Mogensen havde aldrig udført spionage for tyskerne eller på anden måde udført noget udansk.
Carl Mogensen mente, at hvis han bare fik lov til at fortælle, hvad han havde lavet, så ville der ikke ske noget. F.eks. at fortælle om aftalerne med redaktør Leif B. Hendil i Malmø om "sikre ruter" over Øresund, underhåndsaftaler med tyske politifolk og aftaler med tysk kystpoliti via Kriegsmarinen på Hotel Phoenix i Bredgade m.v.
Det blev gjort helt klart for Carl Mogensen, at det må der ikke tales om. Inden Kaj Hansen forlod Carl Mogensen fortæller han, at to kriminalbetjente fra Kbh. Politi ville hente ham næste morgen.
11. april 1946
I.flg. politiets rapport kommer to kriminalbetjente til bopælen i Kronprinsensgade 13 kl. 08.30, hvor de bliver lukket ind af Carl Mogensen. Han får lov til at klæde sig på i soveværelset, hvorfra kriminalbetjentene pludselig hører skud. De konstaterer, at han har skudt sig, men at han ikke er død. Den tilkaldte ambulance fra Adelsgade brandstation kører den sårede til Kommunehospitalet, hvor han erklæres for død ved ankomst.
Her kunne beretningen slutte. Når der står sådan i en politirapport, må det være "rigtigt"?
Carl Mogensen fortalte gerne journalister lidt fra hans tid i Fremmedlegionen. Det var godt stof. Han skrev selv en længere beretning i et julehefte 1945. (Privatarkiv).
Kronprinsensgade 11, 2.sal. (Pilestræde 37). Officielt ringede to kriminalbetjente fra Kbh. Politi på døren kl. 08.30 den 11. april 1946. Mogensen åbnede i slåbrok og bad dem vente i dagligstuen, medens han gik ind i soveværelset for at klæde sig på.
Birgitte, der var Carl Mogensens sidste sekretær, undrede sig meget over, at man i en politirapport kunne skrive, at Mogensen blev såret (da han begik selvmord) og hurtigt kørt på hospitalet. Da hun mødte kl. 09.00 var han endnu ikke bragt ud af lejligheden. Med mere end fem års erfaring som professionel soldat ved man også, hvordan man skal skyde sig selv effektivt. Mange troede heller ikke på politiets forklaring med historien om den sårede grosserer, der døde i ambulancen på vej til Kommunehospitalet.
Carl Mogensen sekretær kom ved 9-tiden. Hun fortalte, at der var kriminalpoliti og ambulancefolk på kontoret og i lejligheden. Hun blev afhørt på kontoret og medens det foregik bar to ambulancefolk en båre fra lejligheden gennem lokalet. Hun kunne ikke se, hvem det var, da er der lagt et hvidt lagen over en stor krop.
Hvornår døde Carl Mogensen? På Retsmedicinsk Institut skrev man, at i.flg. det oplyste begik han selvmord kl. ca. 08.30. To skudhuller i kraniet. Det sidste hørte pressen om og nu blev der talt om "Manden, der begik selvmord to gange".
Der blev skrevet mange avisartikler om sagen og Eventyrernes Klub bad et betroet medlem om diskret at undersøge, hvad der er op og ned på hele den historie. Uanset resultatet må rapporten dog ikke offentliggøres.
Efterspil
Frk. Ebba Pavlsen sørgede for det praktiske med højtidelighed i kirke og gravsted. Kompagnichef Kaj Hansen havde forbudt mandskabet fra Lysglimt at møde op i kirken. Skjult bag en søjle i kirken overværede han det meste af gudstjenesten.
I.flg. testamentet skulle Ebba arve sammen med Carl Mogensens tre søskende.
Kort tid efter dødsfaldet blev Retsmedicinsk Institut bedt om, at udtale sig om Carl Mogensen kunne være far til det barn, som Tove venter.
Han ville være i stand til at få børn erklærede instituttet. Blodtype blev også undersøgt. Efterfølgende må hele arvesagen starte forfra og Toves nyfødte pige arver Carl Mogensen. Så flere gange efter hans død opstod der tvivl om, hvad grosserer Carl Mogensen egentlig havde lavet.
Avisforsider fra april 1946.
I Herreekviperingsfirmaet Carl Holten med detailforretningen English House på Nørre Vold mente direktionen, at Skattevæsenet, Toldvæsenet og Direktoratet for Vareforsyning kunne virke hæmmende for indtjeningen. Skulle man så desuden dele de sparsomme klædestofleverancer landet fik, med andre i branchen, var det næsten umulig at drive en fornuftig forretning.
Men det gik alligevel firmaet så godt, at man under besættelsen kunne begynde en større ombygning af hele ejendommen.
Tyskerne var nu også flinke til at skaffe klædestof til de uniformer, der skulle fremstilles. Ofte blev der skaffet mere klædestof fra de tyske lagre end der stod på de officielle rekvisitioner. Det bedste var nu, når man fik klædestof leveret direkte med skib fra Sverige uden om alle de omtalte instanser. Det kom næsten til døren til et firma, der lå kun få meter fra Carl Holtens adresse på Nørre Voldgade 19.
Manden der havde de rigtige kontakter til brug for de mange specialaftaler, var direktionens mangeårige mest betroede medarbejder kontorchef Vilhelm Jacobsen, der privat boede på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Han vidste selvfølgelig alt om handel i firmaet med falske engelske pund og ikke registrerede guldbarrer. Mellemhandlerpris på ½ kg guld var på 8.500 datidskroner. Netop det beløb bliver der på ny fokus på, da Jacobsens og hustru myrdes i 1948. Carl Mogensen kendte alt til handlerne med pund og guld. En del af guldet blev efterfølgende sendt illegalt igen til Sverige af nye ejere.