Efterlysning

Jane Horney fotograferet et sted der kunne ligne Tivoli! Det kan ikke være Tivoli, men hvor er det så?



I 1928 blev der ophængt runde blå-hvide "kinesiske lamper" i alléen ved Tivolis hovedindgang. Lampen var tegnet af Tivolis direktør, arkitekt Knud Arne-Petersen.  (se også omtale).



I 1937 bliver der ophængt nye lamper i alléen. Denne nye kinesiske type (*) er også tegnet af Tivolis direktør, arkitekt Knud Arne-Petersen.  Lamperne ses stadig primo april 1940 på en film, hvor man viser, at der anlægges beskyttelsesrum flere steder i Tivoli bl.a. ud for Pantomineteateret. På foto til venstre ser man jord fra opgravningen, der er lagt i hovedalléen.

(*) Dette oplyser museuminspektør Luise Skak-Nielsen i en TV-udsendelse fra 1999. Optagelse blev udsendt 2/2 og 4/2-2003 på lokalkanal Focus-TV. Tivoli fik i 1999 Lysteknisk Selskabs "Weber-lyspris". I optagelsen fra prisoverrækkelsen benævner Luise Skak-Nielsen lamperne som "Trompet-Lamper".



I 1941 blev mørklægningslamper ophængt i alléen. Det var Tivolis nye direktør arkitekt Poul Henningsen, der havde tegnet den specielle lampe. Avisen "Dagens Nyheder" bringer 8. maj 1941 det miderste foto og omtaler mørklægningslamperne. Arne-Petersens "Trompet-lamper" er nedtaget i 1941.

29. april 1944 er Tivoligarden fotograferet på en prøvetur inde i Tivoli. Foto findes i Dagens Nyheders arkiv på Det Kgl. Bibliotek. På dette foto ser man stadig mørklægningslamperne.



Her er Jane Horney ledsaget af to (*) personer. Dette er oplyst af den person, der har ejet foto. Bemærk lampen i trækronen. Det kunne ligne det nederste af de berømte Tivoli-lamperne.

(*) Den her tildækkede persons identitet er kendt, men vedkommende ønsker at forblive anonym. Navnet på manden i mørkt jakkesæt kendes ikke. Der har været forskellige gæt på hans navn.

På et tidspunkt blev mørklægningslamperne nedtaget og de kendte nuværende kinesiske "Trompet-lamper" genophængt.

I sæson 1945 var Tivoli stadig underlagt kraftige el-restriktioner.

Da Tivoli åbende 3. maj 1946 omtales det, at de mange mørklægningslamper nu var borte, og i stedet sås et væld af lys som tidligere.

Det Kgl. Bibliotek har foto fra 1948, hvor man kan se Arne-Petersens "Trompet-lamper", og de ser ikke nye ud!




"Trompet-lamperne" i hovedallén 1973 og nyere fotos.



"Trompet-lamperne" i Hovedallén 2002-2004. De oprindelige lamper er lavet af zink. De senere er udført i aluminium. Sophus Jensen, Tivolis belysningsmester gennem mange år, havde ansvar for lamperne.


Jane Horney blev likvideret omkring den 20. januar 1945 på den danske, svensk indregistreret fiskekutter "Ternen". Foto kan ikke være fra Tivoli, da hun ikke kendte personerne på foto før 1941. "Trompet-lamperne" er genophængt efter befrielsen, tidligst i 1946.

Måske er foto med Jane Horney fra en park i Malmø eller Gøteborg?

Der har været forlydender om, at de specielle Trompet-lamper var ophængt i en nu nedlagt park tæt ved Gröna Lund i Stockholm. Lampespecialister i Stockholm er dog meget sikre på, at den type Trompet-lamper aldrig har været ophængt i Stockholm.

Jane_Horney_ca_1944_arkiv_DB

Spørgsmål. Hvor er foto taget?


Aktuelle efterlysninger fra Dragør

Opdateret af Dines Bogø: 28. december 2008