Ingeniør Paul Waldemar Meyer og Tandlæge Alf Emmik


Tandlægens navn ofte fejlagtigt skrevet "Emmich". Meyer & Emmik: Generelt

MEYER: TYSK ANSAT SORTBØRSHANDLER
Paul Waldemar Meyer (født i Milau, Letland 1914) havde indtil 1943 en kemisk fabrik i Valby. Han havde fået næringsbrev i København den 2. november 1940. Allerede fra 1941 var han tilsyneladende i kontakt med tyske firmaer i Kampmannsgade 2.


Firmaet i Valby på Lyhøjgårdsvej 43.

Han var blevet medlem af Organisation Todt med titel af Haupttruppführer (seniorsergent) og ansat i Abwehr, og han var også efterfølgende stærkt involveret i sortbørshandel med tyske og danske kredse. Meyer skulle bl.a. som kontaktperson varetage et kendt dansk cementfirmas interesser på Balkan. Meyers dæknavn var "Poul Sandberg".


Kampmannsgade 2

Meyer fortog mange rejser til Mellemeuropa i 1944 samtidig med, at han også var på flere ferieophold de samme steder.


Meyer opholdt sig i slutningen af 1944 med sin familie i sin svigermors lejlighed på Rasmus Rask Vej 10, 1.sal, th lige op ad Toftegårds Plads i Valby.


Vestersøhus, Vester Søgade. Meyer disponerede over en lejlighed i den nyopførte ejendom.

Meyer disponerede yderligere over en lejlighed på Amager og et værelse i en lejlighed på Frederiksberg.

Meyer har også boet på Grand Hotel. Et hotel der primært var beboet med gæster "Sydfra". Han havde kontor i Nyropsgade 17-19 i Boghandlernes Hus (Haus III). Boghandlernes hus (beslaglagt fra ultimo september 1944) lå ved Shellhuset. Boghandlerns Hus blev også beskadiget ved angrebet på Shellhuset 21. marts 1945.


Boghandlernes Hus

Paul Meyer havde været involveret i en underlig episode på Hotel d'Angleterre den 27. september 1944, og han havde derfor gjort sig uheldig bemærket i kommunistiske modstandskredse.

Enten havde Paul Meyer stukket en modstandsmand, hvilket var en alvorlig sag, eller også var det hele arrangeret til fordel for en Ufa-filmoptagelse. De illegale blade omtaler episoden/aktionen detaljeret.

Meyer brugte i 1944 og 1945 flere falske navne, bl.a. "Lassen" og "Preben Hansen".

Paul Meyer havde også planlagt tiden efter befrielsen. Hos A/S Illum havde han under navnet Preben Hansen, Vester Søgade bestilt og kontant betalt skræddersyede habitter og frakker for ca. 50.000 nutidskroner. Han planlagde også sine fremtidige fritidsaktiviteter. Bl.a. havde han fået omsyet sine ridebukser.

Penge manglede Meyer ikke. Han kørte en dag i slutningen af april 1945 rundt i taxi i Nordsjælland sammen med tandlæge Emmik og to meget unge damer. I en længere periode under køreturen måtte damerne dog underholde sig selv. Meyer skulle på besøg hos sin hustru, og her skulle damerne bestemt ikke ses!